Klinikken

Klinikken




Kompetance, omhu og tryghed


Hos Møns Dyrlæger er vores vigtigste mål at både patienter og deres ejere skal føle sig i varme og trygge hænder. Vi bestræber os på at have en god kommunikation med ejerne, så hver konsultation forløber individuelt efter ønsker og behov hos patient og klient.


Personalet holdes opdateret via kurser og efteruddannelse, så vi fortsat kan bibeholde en moderne og kvalitativ behandling. Ligeledes indkøbes nyt udstyr, som svarer til de behov, som opstår i vores klinik.


Ankomst


Når du kommer til klinikken, er det en god ide, at du henvender dig ved skranken, så personalet kan notere, du er ankommet. Hurtigst muligt derefter vil en dyrlæge komme og hente dig og dit kæledyr.

Vi bestræber os på at have en kort ventetid. Men som på et humant hospital kan der opstå akutte situationer, som gør, at vi kan komme en smule bagud. I disse situationer beder vi om din tålmodighed.


Mens du venter, er du velkommen til at se på de mange spændende ting, vi har udstillet i vores store og lyse venteværelse.

Der står også en vægt i lokalet, som alle er velkomne til at benytte.

Vi anbefaler ikke, at du tager din kat ud af transportkassen for at veje den i venteværelset, men venter med vejningen til I er kommet ind i konsultationsrummet.

Du er også meget velkommen til bare at komme forbi og benytte vægten uden en konsultation.


I venteværelset er det ikke alle hunde, der vil snakke - hverken med andre mennesker eller hunde. Spørg derfor den enkelte hundeejer, om hunden vil hilse på dig eller din hund.

Hunde og katte bør ikke hilse på hinanden i venteværelset.

Hvis dit dyr er bange, nervøs eller kan blive aggressiv, så fortæl os det endelig. Vi bestræber os altid på at give dyrene en så positiv oplevelse som overhovedet muligt. Positive oplevelser giver de bedste forudsætninger for det videre samarbejde mellem dyrlæge, kæledyr og ejer (desværre kan dette ikke altid opnåes).




God information


Du må meget gerne fortælle dyrlægen, hvis dit dyr har en ukendt sygdom, er kronisk syg, er allergiker eller får medicin regelmæssigt.

Mange tror at dyrlæger/dyreklinikker har en fælles journalføring og derfor får besked om evt. behandlinger hos anden dyrlæge, men dette er ikke tilfældet (ofte får vi dog tilbagemelding, hvis dyret har været henvist til en specialist).




Betaling


Når dyrlægen har undersøgt dyret, slutter dit besøg ved skranken. Her kan du fx få udleveret vaccinationsattest, recept osv. Personalet ved skranken hjælper også gerne med vejledning m.h.t. foder, loppebekæmpelse, ormeproblemer m.m.


Betaling sker ligeledes ved skranken.

Her modtages kontanter og flere forskellige kreditkort.